Israel Palæstina konflikten

I 1897 afholdtes den første zionistiske kongres i Basel hvor man diskuterer mulighederne og retninglinjerne for hvordan jøderne kan få deres eget land i Palæstina. Det ideologiske grundlag herfor formuleres i Theodor Hertzl´s bog “Om den jødiske stat” fra 1896.

Den voksende antisemitisme og pogromerne i Europa fra slutningen af 1800-tallet er med til at fremme Theodor Hertzl´s ideer og udvandringen af jøder til Palæstina øges i denne periode.

Arthur Balfour var britisk udenrigsminister og sendte på vegne af den britiske regering et brev til Lord Rothchild, lederen af Storbritanniens jødiske samfund, hvori man fra britisk side så med sympati på oprettelsen af et nationalt hjemsted for det jødiske folk. Dette er blevet et omstridt dokument i forhold til hvorvidt jøderne har ret til Palæstina og fortolkes forskelligt af jøderne og briterne.

1918: Afslutningen på 1. verdenskrig - Palæstina bliver et britisk mandatområde.
Palæstina er fra afslutningen af 1. verdenskrig et britisk mandatområde under Folkeforbundet. Med mandatforordningen af Palæstina bliver det Englands forpligtelse, at fremme jødisk indvandring samtidig med at det ikke skader den arabiske folks rettigheder. Dette bliver et uløseligt problem for England!

1922-39: Jødisk indvandring til Palæstina
I mellemkrigstiden sker der en fordobling af antallet af indbyggere i Palæstina fra 750.000 til 1,5 mio. Den jødiske befolkning går fra at udgøre 11% til at udgøre 30 % af befolkningen i denne periode. Dette er også en konsekvens af de jødiske forfølgelser under nazismen.

1947: FN´s delingsplan
Efter at England opgiver sit mandatstyre i Palæstina overgives ansvaret for en løsning på Israel-Palæstina problemet til FN. FN laver et forslag til deling af Palæstina i en jødisk og en palæstinensisk stat, mens Jerusalem kommer under FN´s administration.Forslaget kommer til afstemning i november 1947. Her stemmer 33 for og 13 stemmer imod. I blandt de lande der stemte for var  USA og USSR, mens alle de arabiske lande stemte imod.

1948: Staten Israels oprettelse og 1. Palæstinakrig

Den 14. maj 1948 proklamerer David Ben Gurion staten Israel og oplæser en uafhængighedserklæring som indeholder de jødiske argumenter for oprettelsen af en israelsk stat.
Umiddelbart efter denne proklamation angriber de arabiske nabostater den nye stat. Krigen som af israelerne kaldes for “uafhængighedskrigen”  varer dog kun få uger og bliver en succes for jøderne trods underlegenhed på flere fronter. 

Resultatet af krigen er at den palæstinensiske stat forsvinder og et enormt flygtningeproblem opstår. Fra 1948 til 1967 konsolideres Israel udvikler sig henimod et demokrati med David Ben Gurion som premierminister de første 15 år. Indvandringen af jøder vokser med 750.000.

Nasser overtager magten i Ægypten ved et kup.

I perioden 1948 til 1967 får Israel mulighed for at konsolidere sig som stat med Ben Gurion som premierminister. I denne periode øges indvandringen af jøder igen, efter det jødiske indvandringsstop i perioden 1945-1948 ophæves. Freden varer dog kun kort for Israel

I Ægypten overtager præsident Nasser magten efter et kup i 1952. Nasser bliver en samlende skikkelse i Mellemøsten i en socialistisk, pan-arabisk bevægelse med det formål at styrke sammenholdet og samarbejdet mellem de arabiske lande. Israel bliver udråbt til fjenden og samlingspunktet bliver palæstinesernes kamp mod overmagten.

Der udbryder krig fordi Nasser bl.a. nationaliserer suez-kanalen, for at få indtægter til sit moderniseringsprojekt - et projekt som Verdensbanken oprindeligt ville finansiere. Pga. Nassers våbenkøb Tjekkoslovakiet trækker de dog deres økonomiske støtte tilbage.
England og Frankrig reagerer kraftigt imod denne nationalisering af Suez, da det strider imod deres interesser i Mellemøsten. De søger en anledning til at sætte ind med militær og vender sig mod Israel, som føler sig truet af Nassers anti-israelske politik. Sammen går de i krig, men det bliver en fiasko for England og Frankrig, da de tvinges til at trække sig tilbage af USA og USSR. Der placeres en FN-styrke langs den ægyptisk-israelske grænse.

Trods ægyptisk nederlag på Sinai-halvøen mod Israel fremstår Nasser alligevel som den store triumfator i den arabiske verden da han har ydmyget England og Frankrig. Mellemøsten bliver en brik i den kolde krig hvor USA støtter Israel og har et tåleligt forhold til Jordan. Sovjet samarbejder med Ægypten og senere Syrien og Irak.

PLO en en forkortelse for “Palestinian Liberation Organization” hvilket er en paraplyorganisation, der består flere forskellige mindre palæstinensiske modstandsgrupper herunder Fatah som styres af Yasser Arafat, der i 1968 bliver leder af PLO. Arafat dør i 2004 hvorefter Mahmoud Abbas overtager ledelsen af det palæstinensiske selvstyre.

Det er er palæstinensernes håbløse situation i flygtningelejrene der danner grundlaget for de forskellige modstandsbevægelser. Målet er i udgangspunktet at fordrive israelerne så palæstinenserne kan vende hjem til Palæstina.

PLO´s strategi ændrer sig fra at ville nedkæmpe Israel og smide dem i havet over guerilla-krig og terror til forhandlinger med Israel og det internationale samfund.

I og med at PLO ændrer strategi og bliver mere forhandlingsorienteret i slutningen af 1980´erne, men stadig ikke formår at skabe mærkbare resultater for de palæstinesiske flygtninge, opstår en ny mere religiøst og islamistisk funderet organisation Hamas.

Israel føler sig truet af de arabiske nabostater og retter overraskelsesangreb mod disse. Det Ægyptiske luftvåben udslettes og efter 6 dages krig erobres Sinai-halvøen, Vest-bredden og Golan-højderne.

Krigen er en katastrofe for araberne men styrker sammenholdet. De fire nej´er fastholdes ved en konference i den Arabiske Liga: 

• Nej til fred med Israel
• Nej til at anerkende Israel
• Nej til forhandlinger
• Nej til opgivelse af det palæstinensiske folks rettigheder

I FN´s sikkerhedsråd vedtages resolution 242 som er grundlaget for de følgende fredsforsøg. Der fremgår 3 overordnede principper for fredsordning:

Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder besat under sidste krig.
Ophør af alle påstande påstande om eller tilstande af krig og respekt og anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området samt af deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser fri fra trusler og voldshandlinger.
Tilvejebringelse af en retfærdig løsning på flygtningerproblemet

Problemet er at Israel ikke vil opgive de besatte områder før staten Israel anerkendes af de arabiske lande og de arabiske lande vil ikke forhandle før de israelske bosættelser opgives.

Israel har efter 6-dages krigen underlagt sig et stort område og dermed også en stor befolkning på 1,3 mio. palæstinensere. En halv mio. palæstinensere blevet drevet på flugt og heraf var ca. 220.000 allerede registreret som flygtninge fra 1948.

Efter Junikrigen, 1967 er den Ægyptiske præsident Nassers position svækket i den arabiske verden og den pan-arabiske drøm virker uopnåelig. Da Nasser dør i 1970 overtager Anwar Sadat præsidentposten. Sadat vil gerne bryde med sin forgængers kurs og nærme sig Israel som dog ikke har lyst til at forhandle efter junikrigen. Sadat opgiver samarbejdet med USSR og starter en ny krig for at forbedre sin forhandlingssituation. På jødernes helligdag Yom Kippur indleder Ægypten således et overraskelsesangreb på Israel. Krigen har som sådan ingen vinder da USA griber ind. Sadat får dog en psykologisk triumf og viser Israels sårbarhed. Sadat får det ud af det at krigen giver mulighed for nye forhandlinger. I 1977 får Sadat taletid i “Knesset” det israelske parlament.

PLO anerkendes som det palæstinensiske folks legitime repræsentant, dog ikke internationalt, da man anser PLO som værende en terrororganisation. Arafat får lov til at tale i FN og fremlægge palæstinensernes sag.

Der sker en højredrejning i Israels politik med en koalition af nationalistiske og antiarabiske højrefløjspartier. Denne fløj ønsker ikke at opgive nogle af de besatte områder under Juni-krigen, men støtter de jødiske bosættelser og planlægger nye bydele.

Bosætterne er ofte meget fanatiske omkring deres religion og mener de har en guddommelig ret til landet Palæstina. Dette skaber sammenstød med den lokale befolkning.

1978: Islamisk revolution
Shahen i Iran styrtes. Muslimsk radikalisering og islamisk terrorisme fra slutningen af 1970´erne og frem.

Camp David aftalen er en rammeaftale hvor rammen skal danne grundlaget for en kommende fredstraktat. Den bygger på Resolution 338 fra 1973 som igen bygger videre på og understreger Resolution 242 vedtaget efter Junikrigen i 1967. Aftalen omfatter kun Ægypten og Israel men skal udvides til at gælde for hele Mellemøsten. En svaghed ved traktaten er at den ikke nævner PLO og at der er tale om en 5-årig overgangsordning. Parterne enes om Ægyptens suverænitet op til Palæstinas mandatområde, Israels tilbagetrækning fra Sinai, Adgang til Suez og Tiran-strædet og anerkendelse af hinandens stater.

Intifada betyder at ryste noget af sig og hermed menes israelerne! Der er en generel utilfredshed med PLO´s nye forhandlingsvenlige strategi og manglende resultater. Palæstinensernes situation forværres og PLO oplever en voksende manglende opbakning. Der opstår en ny organisation kaldet Hamas som står bag intifadaen. Hamas indtager en mere religiøs islamistisk profil end det sekulære PLO. Den første intifada varer fra 1987 til 1990 hvor Kuwaitkrisen indtræffer.