Den franske revolution

Main

Stænderforsamling.

1614

Krigene med England.

1754 - 1763

Ludvig 16. af Frankrig

08/23/1754 - 01/21/1793

Ludvig 16. af Frankrigs levetid.

Maximilien de Robespierre.

5/6/1758 - 7/28/1794

Maximilien François Marie Isidore de Robespierres levetid.
Konventets flertal reagerede på krisen ved at give ekstraordinære magtbeføjelser til to udvalg – sikkerhedsudvalget og velfærdsudvalget. Den altdominerende lederskikkelse var Robespierre (1758-94). Han tilhørte den yderligtågende revolutionære bevægelse, der kaldtes jakobinerne. Robespierre og de to udvalg kom til at regere Frankrig med diktatorisk myndighed og stor hensynsløshed. Målet var at redde revolutionen, og det ville sige at mobilisere alle nationens kræfter i kampen mod den ydre fjende og at slå den indre fjende ned med hård hånd.

Der indførtes almindelig værnepligt, og Frankrig blev derigennem i stand til at skabe den største hær, Europa havde set – over 1 million mand. Hele landets produktion blev underordnet krigsførelsens behov. Der blev indført maksimalpriser og tæt kontrol med kornproduktionen. Overtrædelser blev straffet med døden.

Opstande blev undertrykt med stor brutalitet, og der blev foretaget straffeforanstaltninger mod oprørske byer. Faktiske og formodede fjender af revolutionen blev fængslet og henrettet på samlebånd. De adelige var i særlig grad i fare for at blive dømt som kontrarevolutionære, men terroren ramte folk fra alle samfundslag. Regimet slog også hårdt ned på de yderligtgående revolutionære, der ophidsede de fattige mod regeringen, og som derfor blev set som en trussel mod revolutionen. I alt blev formodentlig 50.000-60.000 henrettet, men historikernes vurderinger varierer meget.

Samtidig med, at man undertrykte de reaktionære og kontrarevolutionære på blodig vis, dyrkedes forestillingen om, at revolutionen indvarslede en helt ny æra i menneskehedens historie, hvor man helt gjorde op med fortidens fordomme og overtro. Tidsregningen blev lavet om. Nu tog den ikke længere udgangspunkt i Kristi fødsel, men i tidspunktet for republikkens grundlæggelse i 1792, og månederne fik nye navne. Kristne helligdage blev afskaffet og kirker lukket. I stedet for at tilbede den kristne Gud skulle man tilbede selve den menneskelige fornuft eller et ubestemt ”højeste væsen”. Paris’s fornemste kirke blev gjort til ”Tempel for fornuften”.

Robespierres terrorstyre tog et omfang, så ingen kunne vide sig helt sikre, og det fik et flertal i konventet til at vende sig imod ham. Han blev arresteret og led samme skæbne som sine utallige ofre: Han blev halshugget i guillotinen d. 28. juli 1794. Han var den sidste af en hel række revolutionsledere, der måtte lade livet i forbindelse med de forbitrede magtkampe, revolutionen førte med sig. ”Revolutionen æder sine egne børn”, hedder det med et berømt udtryk.

Udskejelserne under det et-årige rædselsregime havde fået mange i konventet til at ændre politisk opfattelse i mere moderat og konservativ retning. De mange reguleringer og den tætte regeringskontrol blev afviklet, og terroren mod formodede kontrarevolutionære blev indstillet. Flertallet søgte nu at skabe ro og stabilitet og samtidig bevare republikken. Det var på én gang bange for underklassen og jakobinerne på den ene side og for de kongetro på den anden.

Resultatet blev endnu en forfatning i 1795.(den fjerde siden 1789). Den indførte et tokammersystem og bestemte, at kun mænd med en vis formue kunne vælges. Det skulle være en garanti mod den ustyrlige underklasses indflydelse. Regeringen skulle føres af et ”direktorium”, bestående af 5 direktører.

Napoleon Bonaparte.

8/15/1769 - 5/5/1821

Samtidig førte Frankrig fortsat krig mod det meste af Europa, og i disse krige viste den unge officer Napoleon Bonaparte (1769-1821) sig som en fremragende hærfører. Han tilhørte en generation af unge officerer, som havde afløst det gamle adelige officerskorps. Som kun 27-årig blev han feltherre for de franske hære i Norditalien, og gennem en række opsigtsvækkende sejre tvang han Østrig til at slutte fred i 1797. Han fik i 1798 iværksat et dumdristigt felttog mod Ægypten med det langsigtede perspektiv at true englændernes position i Indien, men her blev hans tropper afskåret fra hjemlandet af den engelske flåde. Selv lykkedes det ham at komme over Middelhavet tilbage til Frankrig.

Her havde den yderligtgående venstrefløj, jakobinerne, i 1799 vundet en stor valgsejr. Det moderate direktoriestyre var for alvor truet. Regeringen måtte enten samarbejde med jakobinerne og den store, brede underklasse eller gribe til et diktatur. Og de moderate republikanere frygtede, at man kunne komme til at genopleve en ny ”rædselsperiode”. I forståelse med de ledende kræfter i direktorieregeringen tog Napoleon magten ved et militærkup d. 9. november 1799.

Frankrig havde fået en militærdiktator. Ganske vist indførtes på ny en forfatning, men den var kun til pynt. Magten var Napoleons, og fem år senere, i 1804, gjorde han sig til kejser. Det blev med overvældende flertal godkendt ved en folkeafstemning. Han lod sig krone i Notre Dame-kirken i Paris i pavens nærværelse. Men han satte selv kronen på sit hoved. Deri lå en klar symbolik.

Frankrig var atter blevet et arveligt monarki, men revolutionens samfundsforandringer bestod. Der var ikke tale om, at den gamle adel og gejstlighed fik deres privilegier tilbage. Lighed for loven og afskaffelse af standsopdelingen forblev grundpiller i samfundsordenen. I Napoleons Frankrig var der fortsat åbne karrieremuligheder for alle uanset herkomst, og den økonomiske frihed blev opretholdt. Den omfordeling af jorden, der var sket med konfiskationen af kirkens og de adelige emigranters jord, forblev også uantastet. Religionsfriheden blev opretholdt. De politiske friheder var derimod afskaffet.

Ludvig d. 16. som konge af Frankrig.

10/5/1774 - 1792

Amerikanske uafhængighedskrig

1775 - 1783

Frankrig kæmpede mod England.

Krig med England.

1778 - 1783

Frankrig er 4 milliarder livres i gæld, og har meget lave indtægter.

1788

I 1788 var Frankrigs årlige indtægter på 503 millioner, udgifterne på 629.

Nationalforsamlingen revolutionerer samfundet.

6/1789 - 11/1789

I løbet af sommeren og efteråret 1789 vedtog nationalforsamlingen en række love, der fuldstændigt revolutionerede det franske samfund. Denne lovgivning gik langt videre, end de fleste havde forstillet sig, da stænderforsamlingen trådte sammen, og det skyldtes først og fremmest presset fra underklassen. Det var ikke alene byproletariatet, der rejste sig i oprør. Også på landet samledes bønderne, plyndrede herregårde og brændte de dokumenter, der indeholdt bestemmelserne om deres forpligtelser over for herremændene. Kaos truede, hvis ikke de brede masser blev imødekommet.

Nationalforsamlingen vedtog at ophæve herremændenes og kirkens feudale rettigheder. Det betød, at herremændene gav afkald på deres særlige domstole og på alle bondens personlige forpligtelser over for herremanden, heriblandt hoveriet. Fæsteafgifter skulle desuden i fremtiden betales i penge og ikke i naturalier. Gejstligheden gav afkald på tiende. Senere gik forsamlingen endnu videre og konfiskerede al kirkens jord til fordel
for statskassen. En større omfordeling af den franske jord var i gang, og det var de købedygtige borgere, der drog fordel heraf.

Nationalforsamlingen var ikke blot liberalt indstillet på det politiske område, men også på det økonomiske. Det betød, at man ønskede fri økonomisk aktivitet, ubundet af de reguleringer, der havde været gældende under enevælden. Til disse reguleringer hørte også lavsvæsnet, der gav medlemmerne af et lav eneret på at udøve deres håndværk i et bestemt område. Det blev også forbudt arbejderne at organisere sig i fagforeninger. På væsentlige områder afspejlede forsamlingens lovgivning således storborgerskabets interesser og synspunkter.

Tredjestanden traf en revolutionær beslutning.

06/17/1789

En tredjestand nægtede at bøje sig for kongens ordre og traf d. 17. juni 1789 en skelsættende og revolutionær beslutning. Den vedtog helt enkelt, at den repræsenterede hele det franske folk – den franske nation – og erklærede sig for nationalforsamling. Det var et brud med både enevælden og stændersamfundet. Nationalforsamlingen erklærede sig kaldet til at udarbejde en forfatning for Frankrig.

Folkemasserne stormede Bastillen.

07/14/1789

Urolighederne i Paris nåede et højdepunkt, da folkemasserne i Paris d. 14. juli trængte ind i et militært arsenal, forsynede sig med våben, og stormede Bastillen, der blev brugt som fængsel, og som derfor opfattedes som symbol på kongens undertrykkelse af folket.

Revolutionsdagen i Frankrig.

07/14/1789

Den 14. juli fejres i Frankrig som selve revolutionsdagen, selv om stormen på Bastillen havde mere symbolsk end reel betydning.

Nationalforsamlingen vedtog en menneskerettighedserklæring.

9/27/1789 - 9/1791

Nationalforsamlingen tog skridt til opbygning af et nyt, mere demokratisk politisk system, da den i d. 27. august vedtog en menneskerettighedserklæring, der på flere områder var inspireret af den amerikanske uafhængighedserklæring. Erklæringen fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, og at der til disse rettigheder hørte tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed. Den politiske magt lå ifølge erklæringen hos folket.

Med disse vedtagelser havde nationalforsamlingen fuldkommen forkastet det gamle feudale stændersamfund. Der skulle ikke længere være politisk eller retlig forskel på adel, borger og bonde. For fremtiden skulle de alle være ligestillede borgere i staten. Men nationalforsamlingens overvældende flertal mente ikke dermed, at de fattige skulle have samme politiske indflydelse som de rige og dannede. ”Folket ” skulle repræsenteres af det solide borgerskab.

Den nye politiske orden blev fastlagt i forfatningen af 1791, der gjorde Frankrig til et konstitutionelt monarki – altså et indskrænket kongedømme med en grundlov. Den placerede den lovgivende magt hos en valgt nationalforsamling. Valgret til denne nationalforsamling fik ”aktive borgere ”, dvs. borgere, der var fyldt 25 år og som betalte et vist minimumsbeløb i skat. Kun meget store skatteydere kunne vælges. Den udøvende magt placeredes hos kongen i forbindelse med hans ministre.

Underklassen – bønder, småborgerskab, arbejdere – var slet ikke tilfreds med den meget indskrænkede stemmeret, og deres talsmænd rejste en voldsom kritik mod den.

Hele denne udvikling mødte selvfølgelig indædt modstand fra adelen og den højere gejstlighed. Mange adelige rejste til udlandet, hvorfra de forsøgte at modarbejde revolutionen og tilskyndede andre europæiske fyrster til at gribe ind. De satte ikke mindst deres lid til den østrigske kejser, for den franske dronning, Marie Antoinette, var af fødsel østrigsk prinsesse og søster til kejseren.

Også Ludvig modarbejdede efter bedste evne den demokratiske udvikling. Han sad på sit slot i Versailles, på afstand af det rebelske Paris, og nægtede gennem hele sommeren at underskrive menneskerettighedserklæringen og erklæringen om
privilegiernes bortfald. I september begyndte han for anden gang at samle tropper ved Versailles.

Den 5. oktober vandrede imidlertid flere tusinde fattige og sultende parisiske kvinder de 30 km. fra Paris til Versailles og krævede ”brød til Paris ”. De fulgtes af den parisiske borgervæbning. I Versailles forlangte mængden, at Ludvig d. 16. skulle følge med tilbage til Paris. Han måtte bøje sig og udleverede samtidig store forsyninger af mel fra slottets forrådskamre. ”Vi bringer bageren, bagerkonen og bagersønnen, ” sang kvinderne, og refererede dermed til kongen, dronningen og kronprinsen. Nogle af dem bar på stager afhuggede hoveder, tilhørende kongens livvagter. Både kongen og nationalforsamlingen flyttede nu til hovedstaden. Her var Ludvig reelt revolutionens og den parisiske befolknings gidsel.

Ludvig måtte nu underskrive dekreterne, men samtidig planlagde han flugt. Den blev sat i værk i juni 1791, men han og hans familie blev standset og arresteret. Han blev ført tilbage til Paris, hvor han i september 1791 nødtvunget måtte underskrive den nye forfatning.

Den lovgivende forsamling, der blev valgt i overensstemmelse med forfatningen, spændte politisk set fra konservative, der ville beholde så meget som muligt af den gamle samfundsorden, til yderligtgående revolutionære, der helst ville af med kongedømmet, indføre republik og skabe større social lighed. De konservative sad til højre i salen, de yderligtgående revolutionære til venstre. Deraf opstod begreberne ”højreorienteret ” og ”venstreorienteret ”, der lige siden er blevet brugt som betegnelser for polerne i det politiske spektrum.

Ludvig og Marie Antoinette forsøger flugt.

6/1791

I juni 1791 flygtede Ludvig og Marie Antoinette forklædt som henholdsvis kammertjener og guvernante for at tilslutte sig revolutionens fjender, men i nærheden af den belgiske grænse blev de afsløret og arresteret. Kongefamilien føres tilbage til Paris. Samtidigt stik.

Frankrig går i krig mod Østrig og Preussen.

4/1792

De enevældige monarker i Europa så med stor uro på revolutionen i Frankrig. Det franske eksempel kunne jo smitte. Der var også stærke kræfter blandt de franske revolutionstilhængere, der drømte om at få revolutionen til at brede sig ud over Europa. Da den østrigske kejser og den preussiske konge i en fælles erklæring proklamerede, at de ville gribe ind med militærmagt for at genoprette monarkiet i Frankrig, skærpedes spændingen. Resultatet blev, at flertallet i den lovgivende forsamling i april 1792 besluttede at erklære Østrig krig. Preussen trådte ind i krigen på Østrigs side.

Krigen gik i begyndelsen meget dårligt for franskmændene. Det meste af det gamle officerskorps – som udelukkende bestod af adelige – var væk. Samtidig førte krigen til prisstigninger og kornmangel. Panikken bredte sig i Paris, og den folkelige vrede rettede sig mod kongen, som med god grund blev mistænkt for at stå i ledtog med fjenden. Et fransk nederlag ville jo føre til genindførelse af enevælden.

Kongeslottet stormes og kongen tages til fange.

7/10/1792

Paris’ arbejdere og småborgere stormede kongeslottet d. 10. juli 1792 og tog kongen til fange. Dermed var kongedømmet reelt afskaffet, selv om den lovgivende forsamling først en måned senere vedtog at afsætte kongen. Den vedtog også at opløse sig selv til fordel for et nationalkonvent, der skulle vælges med almindelig stemmeret af alle borgere over 20 år. Dermed fik den oprørske underklasse politiske rettigheder på linje med de mere velstillede borgere. Det var kun et fåtal, der benyttede den, så det var stadig borgerskabet, der dominerede i forsamlingen, men der var alligevel sket et skred mod venstre.

Republikken indføres.

9/1792

Den nyvalgte konvent besluttede i september 1792 at indføre republikken, og som markering af den politiske lighed indførtes titlerne ”borger ” og ”borgerinde ”, som for fremtiden skulle bruges om alle franske borgere.

Ludvig d. 16. dømmes til døden.

1/1793

I januar 1793 dømte konventet Ludvig den 16. til døden for landsforræderi. I dommen kaldtes han ”borger Capet ”.

Ludvig d. 16. henrettes.

1/21/1793

Ludvig d. 16. blev henrettet den 21. januar 1793, og dronning Marie Antoinette henrettedes i oktober 1793.

Maximilien de Robespierre henrettes.

7/28/1794

Direktorieperioden i Frankrig.

1795 - 1799

Under ”direktorieperioden” fra 1795 til 1799 var det velstående borgerskab ved magten. Det ønskede at bevare den republikanske samfundsordning, men ville samtidig holde underklassen uden for indflydelse. Regeringen støttede sig i meget høj grad på militæret, der blev brugt til at slå adskillige uroligheder og opstande ned.

Napoleon tvinger fred med Østrig.

1797

Napoleons dumdristige felttog mod Ægypten.

1798

Han fik i 1798 iværksat et dumdristigt felttog mod Ægypten med det langsigtede perspektiv at true englændernes position i Indien, men her blev hans tropper afskåret fra hjemlandet af den engelske flåde. Selv lykkedes det ham at komme over Middelhavet tilbage til Frankrig.

Jakobinerne vinder stor valgsejr.

1799

I Frankrig havde den yderligtgående venstrefløj, jakobinerne, i 1799 vundet en stor valgsejr. Det moderate direktoriestyre var for alvor truet. Regeringen måtte enten samarbejde med jakobinerne og den store, brede underklasse eller gribe til et diktatur. Og de moderate republikanere frygtede, at man kunne komme til at genopleve en ny ”rædselsperiode”.

Napoleon tager magten ved et militærkup.

11/9/1799

I forståelse med de ledende kræfter i direktorieregeringen tog Napoleon magten ved et militærkup d. 9. november 1799.

Napoleon gør sig selv til kejser.

1804

Frankrig havde fået en militærdiktator. Ganske vist indførtes på ny en forfatning, men den var kun til pynt. Magten var Napoleons, og fem år senere, i 1804, gjorde han sig til kejser. Det blev med overvældende flertal godkendt ved en folkeafstemning. Han lod sig krone i Notre Dame-kirken i Paris i pavens nærværelse. Men han satte selv kronen på sit hoved. Deri lå en klar symbolik.

Frankrig var atter blevet et arveligt monarki, men revolutionens samfundsforandringer bestod. Der var ikke tale om, at den gamle adel og gejstlighed fik deres privilegier tilbage. Lighed for loven og afskaffelse af standsopdelingen forblev grundpiller i samfundsordenen. I Napoleons Frankrig var der fortsat åbne karrieremuligheder for alle uanset herkomst, og den økonomiske frihed blev opretholdt. Den omfordeling af jorden, der var sket med konfiskationen af kirkens og de adelige emigranters jord, forblev også uantastet. Religionsfriheden blev opretholdt. De politiske friheder var derimod afskaffet.