Den Franske Revolution

Krigene mod England

I 1788 skyldte staten sine kreditorer 4 milliarder livres. Selv om det er helt normalt, at stater må låne penge for at føre krig, var gælden betænkeligt stor. Og når en stat ikke kan afdrage sin gæld, når der er sluttet fred, bliver det kritisk. I 1788 var Frankrigs årlige indtægter på 503 millioner, udgifterne på 629. Der var altså ingen udsigt til at få gælden nedbragt, og i en sådan situation er det meget svært at få underskuddet dækket ved hjælp af lån. Hvem vil frivilligt låne penge ud til en stat, der er i fare for at gå fallit?

Da forsamlingen trådte sammen i Versailles, forlangte tredjestanden, at de tre stænder skulle stemme samlet. Det ville give tredjestand flertal. Adel og gejstlighed ønskede selvfølgelig, at hver stand skulle stemme for sig. Det ville give de privilegerede stænder et to mod en-flertal. Ludvig d. 16. støttede de privilegerede stænders synspunkt, men tredjestand nægtede at bøje sig for kongens ordre og traf d. 17. juni 1789 en skelsættende og revolutionær beslutning. Den vedtog helt enkelt, at den repræsenterede hele det franske folk – den franske nation – og erklærede sig for nationalforsamling. Det var et brud med både enevælden og stændersamfundet. Nationalforsamlingen erklærede sig kaldet til at udarbejde en forfatning for Frankrig.

I 1789 var situationen imidlertid en anden. Valget til stænderforsamlingen havde givet de oprørske fattige i by og på land et politisk perspektiv. I Paris blev der dannet politiske klubber af yderligtgående revolutionære intellektuelle, og disse klubber talte småborgerskabets og underklassens sag og lagde pres på den borgerlige nationalforsamling for at få den til at føre en mere kompromisløs politik. Nationalforsamlingen var således på den ene side truet af kongelig magtanvendelse og på den anden side af et folkeligt oprør. Men hvis den folkelige uro kunne kontrolleres, kunne den også bruges til at lægge pres på kongen.