1050-1536 Middelalder

Tider

Tidlig Middelalder (dk)

Approx. 1050 - 1200

Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en senere periode end i det sydligere Europa. I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965. Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter.

Højmiddelalder (dansk)

1201 - 1400

Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den Sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 (og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard). Valdemars datter Margrete 1. udbyggede og konsoliderede riget, og centraliserede magten omkring kronen.

Senmiddelalder

1401 - 1536

Senmiddelalderen var også Kalmarunionens tid (1397-1523). Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål, samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.

Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene

1536 - 1660

Danmarks historie (1536-1660) indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning for det senere forløb af Danmarks historie. I 1536 gennemførtes reformationen i kølvandet på valget af Christian 3. som efterfølger til Frederik 1., og dermed skiftede landet til den religion, der stadig står som landets officielle. I perioden var Danmark en del af riget Danmark-Norge.

Mod periodens slutning var Danmark involveret i en række krige, der kulminerede med, at svenskerne besatte store dele af landet. Efter at landet, mod afgivelse af Skånelandene og Bornholm, igen var blevet frit, gennemførte Frederik 3. et statskup, der betød indførelse af enevælden. Denne styreform holdt sig i næsten to hundrede år.

I den mellemliggende periode var landet formelt styret af kongen, men et rigsråd bestående af en række medlemmer af adelen havde via kongens håndfæstning stor – til tider afgørende – indflydelse på politikken og beslutningerne. Landet nød godt af gunstige økonomiske vilkår, men de betydelige midler blev i stor udstrækning brugt til at finansiere Danmarks deltagelse i en række store europæiske krige. Der blev dog også mulighed for at virkeliggøre en række af især Christian 4.'s drømme med omfattende byggerier i København.

Regenter

Svend Estridsen 2.

1047 - 1076

Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1074 i Søderup, Sønderjylland) – i samtiden også kaldet Svend den Yngre[1] – var konge af Danmark fra 1047 til sin død.

Harald Hen

1074 - 1080

Harald Hen (ses også stavet Hén, Harald 3., født ca. 1041 – død 17. april 1080) var søn af Svend Estridsen og konge af Danmark 1074-1080. I 1069 deltog han i det sidste vikingetogt til England, hvor man forsøgte at udnytte englændernes utilfredshed med Vilhelm Erobreren, der havde invaderet England fra Normandiet og kronet sig selv til konge. Men de danske vikinger kunne ikke hamle op med den normanniske rytterhær og rejste hjem med uforrettet sag. Da Svend døde, var der to kandidater til tronen, sønnerne Harald og Knud. På et møde ved Isøre skulle stormændene vælge mellem de to kongsemner. Harald opfattedes som mere fredelig, mens Knud ville forsøge at tilbageerobre England. På mødet blev Harald kåret til konge af Danmark.

Knud den Hellige 4.

1080 - 1086

Knud den Hellige, Knud 4., Knud Svendsen (cirka 1043 – 10. juli 1086) var en dansk konge der blev valgt efter sin bror i 1080 hvorefter han blev gift med Adele af Flandern. Han blev dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense efter et oprør. Historien om ham er skrevet af munken Ælnoth.

Oluf Hunger

1086 - 1095

Oluf var den tredje af Svend Estridsens fem sønner, der opnåede at blive dansk konge. Han var gift med dronning Ingegerd, datter af den norske konge, Harald Hårderåde. Efter Olufs død giftede hun sig med kong Filip af Västergötland.

Olufs bror, Knud den Hellige, blev dræbt i Albani Kirke 10. juli 1086. Oluf blev herefter valgt til konge på Viborg Ting, selv om han på det tidspunkt opholdt sig i Flandern som fange hos grev Robert. Det lykkedes imidlertid at få ham byttet med den yngre bror, Niels, så Oluf kunne vende hjem til Danmark.

Erik Ejegod

1095 - 1103

Erik Ejegod (ca. 1055 i Slangerup – 10. juli 1103 i Pafos, Cypern) var Danmarks konge 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har han nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.

Nils

1104 - 1134

Niels eller Nils (1064-25. juni 1134) var konge af Danmark fra 1104-1134.

Kong Niels efterfulgte sin bror Erik Ejegod, der døde på Cypern under en pilgrimsrejse. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder, men da stormændene trådte sammen, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.

I 1104 giftede Niels sig med Margrete, datter af kong Inge af Sverige. Hun var tidligere gift med Magnus Barfod af Norge. Tilnavnet Margrete Fredkulla fik hun, da hun var blevet gift med Magnus som en del af det forlig, der kom ud af trekongemødet ved Kongahella i 1101.

De første 25 år af Niels' regeringstid var fredelige, og kongemagten og kirken ved ærkebiskop Asser fandt deres plads i forhold til hinanden. Niels indførte tiendebetaling til kirken. Som den første danske konge kaldte Niels sig "konge af Guds nåde". Niels indskrænkede også antallet af hirdmænd, der fungerede som hans livvagter. I stedet blev hirdmændene placeret rundt om i riget som en slags embedsmænd, der kunne opkræve bøder, lægge beslag på vrag samt inddrage arv, der tilfaldt kronen, hvis der ingen naturlig arving fandtes.

Erik Emune 2.

1134 - 1137

Erik Emune (Erik 2. var konge af Danmark 1134-1137 og søn af Erik Ejegod og en ukendt frille. Han gjorde det af med kongsemnerne Magnus den Stærke og Harald Kesja. Tilnavnet Emune betyder "den altid huskede", "evigt mindet". Efter sin flugt til Skåne blev han også kaldt Erik Harefod.

Erik Lam 3.

1137 - 1146

Erik Lam (Erik 3.), (ca. 1120 – 27. august 1146 i Odense) var konge af Danmark fra 1137, til han abdicerede kort før sin død i 1146.

Erik var søn af Erik Ejegods datter, Ragnhild, og høvdingen Haakon Jyde/Haakon Nordmand og dermed nevø til sin forgænger Erik Emune. Ved Erik Emunes død var flere af de oplagte kongsemner stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend, kong Niels' barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Erik Ejegods barnebarn, Valdemar (søn af Knud Lavard). Som myndigt kongsemne blev Erik Lam derfor valgt til konge. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under Slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel. Saxo fortæller, at Sorte Plov og hans støtter, der havde myrdet Erik Emune på Urnehoved Ting, forsøgte at få Valdemar udleveret og at gennemtvinge en slags arvefølge, men at hans mor Ingeborg sagde nej. Erik blev valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.

Knud 5. (Jylland)

1146 - 1157

Knud 5. (1129 – 9. august 1157 i Roskilde) var konge af Danmark sammen med medkongerne, Svend og Valdemar, fra 1146-1157.
Knud var søn af Magnus, der var søn af den danske konge, Niels.

Efter at Erik Lam i 1146 abdicerede, valgte jyderne Knud til konge, mens sjællænderne valgte Svend. Det kom snart efter til krig, og i en periode blev Knud fordrevet til Tyskland, hvor det lykkedes ham at samle en hær. I 1154 bekræftede den tyske konge (senere kejser), Frederik Barbarossa, som Danmarks lensherre, at Svend skulle være enekonge i Danmark, mens Knud skulle have Sjælland som len. I 1154 brød stridighederne ud igen, og denne gang var Knud allieret med Valdemar, der indtil da havde støttet Svend. Det endte denne gang med, at Svend blev fordrevet, men i 1157 vendte han tilbage, og man enedes med den tyske kejser om en tredeling af riget: Valdemar fik Jylland, Knud fik Sjælland og Svend fik Skåne.

For at fejre afslutningen på mange års stridigheder indbød Svend sine medkonger til et forsoningsgilde i Roskilde den 9. august 1157. Under måltidet lod Svend sine mænd overfalde Valdemar og Knud. Knud blev dræbt på stedet, mens det lykkedes den sårede Valdemar at flygte. Episoden er siden blevet kendt som Blodgildet i Roskilde. Den 23. oktober samme år mødtes Valdemar og Svend i et kort, men voldsomt slag på Grathe Hede. Det endte med, at Svend flygtede ud i nogle sumpe, hvor han mistede våben og udrustning. Han blev taget til fange og dræbt med et øksehug. Herefter var Valdemar dansk enekonge. Digteren Thor Lange har ved Grågårde i nærheden af Thorning opsat et stenkors på stedet for begivenheden.

Svend Grathe 3. (Sjælland)

1146 - 1157

Svend Grathe (Svend 3.) (1125– 23. oktober 1157) dansk konge sammen med Knud 5. og Valdemar 1146–1157. Ved faderen Erik Emunes drab (1137) var Svend for ung til at blive konge, og Erik Lam, der fik kronen, sendte ham til Konrad 3. af Frankens hof, hvor han blev ven med kongens brodersøn, den unge Frederik af Schwaben. Tyske kilder fra denne tid kalder Svend for Peter, idet han som flere af kongeslægten har haft et dobbeltnavn.

Svend Grathe 3. (Medkonge)

1152 - 1157

Knud 5. (Medkonge)

1154 - 1157

Valdemar den Store (Medkonge)

1154 - 1157

Valdemar den Store (14. januar 1131 – 12. maj 1182[1]) søn af Knud Lavard og Ingeborg, fyrstinde af Novgorod, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157 til 1182.

Valdemar blev født blot otte dage efter at faderen, Knud Lavard, blev myrdet. Han voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5. sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under "blodgildet i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge. Som tak til Gud for sejren grundlagde han det følgende år den 1. april 1158 det store ansete cistercienserkloster Vitskøl ved Limfjorden.

Valdemar den Store

1157 - 1182

Knud Valdemarsøn 6.

1182 - 1202

Knud Valdemarsøn (1163 - 12. november 1202) var dansk konge, søn af Valdemar 1. og dennes dronning Sofia. Allerede to år efter hans fødsel sikredes tronfølgen ham, idet Valdemar opnåede, at hæren på et vendertog udråbte Knud til konge. Efter at den arvelige tronfølge således var sikret, stadfæstedes den yderligere ved, at Knud som 7-årig blev kronet og salvet som sin fars medkonge - den første danske kongekroning, der med stor pragt fandt sted i Ringsted den 25. juni 1170, samtidig med Knud Lavards skrinlæggelse, i en stor forsamling af landets stormænd og bisper.

Allerede inden denne tid var der aftalt ægteskab mellem Knud og en datter af sakserhertugen Henrik Løve; da denne datter imidlertid døde, trolovedes Knud i 1171 med hendes ældre søster Gertrud, som han ægtede i 1177. Knud har dog næppe haft børn.

Den første landskabslov, Skånske Lov, blev udstedt under Knud 6.

Valdemar Sejr 2.

1202 - 1241

Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (maj/juni 1170 i Ribe – 28. marts 1241 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 til sin død. Han var søn af Valdemar den Store og Sophia af Minsk. Han efterfulgte sin broder Knud den Sjette der døde barnløs. Juledag 1202 blev han kronet i Lund Domkirke af ærkebisp Anders Sunesen.

I 1188 blev han udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.

Erik Plovpenning 4.

1241 - 1250

Erik Plovpenning (Erik 4.), (1216 – 10. august 1250[1]) var konge af Danmark fra 1241 til 1250. Han var søn af Valdemar 2. Sejr og hans anden hustru Berengária af Portugal.

Abel

1250 - 1252

Abel (1218 – 29. juni 1252) var hertug af Slesvig fra 1232 til 1252 og konge af Danmark fra 1250 til 1252. Han var søn af Valdemar Sejr og hans anden hustru Berengária af Portugal og bror til kongerne Erik Plovpenning og Christoffer 1.

Som hertug af Slesvig kom Abel i strid med sin bror Erik Plovpenning, hvis drab i 1250 Abel var mistænkt for at stå bag. Efter at have renset sig for beskyldningerne ved at aflægge en ed, blev Abel hyldet som konge. Efter en kort regeringstid faldt han under et felttog mod friserne i 1252.

Med kun godt 1½ år har Abel den korteste regeringstid af alle danske konger. Han var stamfader til en sidelinje af kongehuset, Abelslægten, der var hertuger af Sønderjylland, til den uddøde i 1375.

Christoffer 1.

1252 - 1259

Christoffer 1. (1219 – 29. maj 1259 i Ribe[1]) var dansk konge 1252-1259. Han var søn af kong Valdemar 2. Sejr.

Da kong Abel af Danmark blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i Frankrig. Han skyndte sig hjem for at overtage kronen, men arresteredes af ærkebiskoppen af Köln, Konrad Lotharssøn af Ahr-Hochstaden. Her blev han holdt som fange indtil de schauenburgske grever af Holsten betalte løsepengene for ham i 1253. Da han kom til Danmark, var Christoffer imidlertid blevet valgt til konge. Hermed var grunden lagt for en strid mellem den ældre og yngre linje af kongehuset, der kom til at vare i flere årtier. Christoffer blev kronet i Lund domkirke juledag 1252.

Christoffer iværksatte en aktion for at få sin broder Erik 4. Plovpenning anerkendt som martyr eller helgen. Formålet var at få brændemærket Valdemars fader Abel som brodermorder, og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. Christoffer begyndte at samle oplysninger om undere, der var sket ved Eriks grav. Abels tilhængere var naturligvis imod forsøget. Forholdet mellem kongen og kirken blev imidlertid stadig forværret. Ærkebiskop Jakob Erlandsen, der med pavens velsignelse blev indsat på bispesædet i Lund, var tilhænger af en stærk og uafhængig kirke, og kom i strid med kongen om bl.a. gejstliges ledingspligt og skattepligt. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvideslægten, der var tilhængere af Abel. Det kom til udtryk, da Jakob Erlandsen nægtede at krone Christoffers søn, Erik, til medkonge og tronfølger.

Erik Klipping

1259 - 1286

Erik Klipping (Erik 5., også Erik Glipping (født 1249 på Lolland, myrdet 22. november 1286 i Finderup) var en dansk konge fra 1259 til 1286. Han var søn af kong Christoffer 1. og dronning Margrete Sambiria ("Sprænghest").[1] Han er mest kendt for at være myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade i 1286. Han blev begravet i Viborg Domkirke.

Erik Menved 6.

1286 - 1319

Erik Menved (Erik 6.) (1274 – 13. november 1319[1]) var søn af Erik 5. Klipping, som blev myrdet i Finderup Lade, da Erik Menved var 12 år gammel. Der indsattes en formynderregering for den unge kongesøn, heriblandt hans moder Agnes. Juledag 1287 blev Erik Menved kronet til konge. De stormænd, som var dømt for mordet på Erik Klipping, vendte tilbage og hærgede de danske kyster. Flere stormænd og gejstlige sluttede sig til de fredløse, bl.a. Eriks bror, hertug Christoffer, som i 1315 måtte gå i landflygtighed.

I 1289 udnævntes Jens Grand til ærkebiskop efter Johannes Dros. Jens Grand var imidlertid af den mægtige Hvideslægt og i familie med flere af de fredløse, som han åbenlyst støttede. I 1294 blev Jens Grand arresteret, men det lykkedes ham i første omgang at flygte til Hammershus. Siden fortsatte han til pavehoffet, hvor han indledte proces mod Erik Menved. Erik Menved dømtes til at genindsætte ham i hans embede samt betale en erstatning på 49.000 mark sølv. Erik nægtede at betale, og i 1299 blev landet lagt under interdikt. I 1301 måtte Erik "krybe til korset" og betale en stor bøde, men Jens Grand indsattes af paven som ærkebiskop i Riga og fik ikke siden indflydelse i Danmark. I 1293 døde de fredløses leder, marsk Stig Andersen, og angrebene aftog.

Erik Menveds ambition var at genoptage Valdemar Sejrs erobringspolitik i Nordtyskland. I 1302 blev han hyldet som lensherre over fyrstendømmet Rostock. I 1304 stadfæstede den tyske konge Albrecht 1. afståelse af landene nord for floderne Elben og Elde. Erik besluttede at gå løs på Wismar og Rostock, men modstanden var hårdere end forventet, og først efter 6 måneder overgav de to byer sig.

Christoffer 2.

1320 - 1326

Christoffer 2. (29. september 1276 – 2. august 1332 på Lolland) søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge.

Valdemar 3. Eriksøn

1326 - 1330

Valdemar 3. Eriksøn (født o. 1314– død 1364[1]), konge af Danmark 1326–1330, eller som hertug af Slesvig Valdemar 5. 1325- 1326 og 1330- 1364. Da Christoffer d. 7. juni 1326 var blevet afsat af rigsrådet og flygtede ud af landet, valgte danske stormænd i det danske rigsråd en ny konge, og valget faldt på den 11-årige hertug Valdemar af Slesvig. Valdemar var efterkommer af kong Abel og dermed retmæssig arvtager til den danske trone. På grund af hans alder blev Valdemars morbroder, den magtfulde grev Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg ("grev Gert eller Den kullede Greve"), som også var den største panthaver, udnævnt til rigsforstander og formynder. Valdemars håndfæstning var mindst lige så streng som Christoffers. Af nye bestemmelser var, at alle kongelige borge i Skåne skulle sløjfes, og alle stormænd fik lov til at befæste deres hjem. Det vigtigste tiltag var dog Constitutio Valdemariana som sagde, at for fremtiden måtte samme person ikke være herre over Slesvig og Danmark på samme tid.

Christoffer 2. (igen)

1329 - 1332

Den kongeløse tid

1332 - 1340

Den kongeløse tid fra 1332-1340. Efter at Christoffer 2. døde i 1332, stod Danmark uden konge. Tilbage stod der to ledere, grev Johann som pantherre over Sjælland, Lolland og Skånelandene (altså området øst for Storebælt), og grev Gerhard (grev Gert, Den kullede Greve) som pantherre over Jylland og Fyn (området vest for Storebælt). Greverne havde lov til at udskrive skatter for at få dækket deres tilgodehavender. Skatterne blev brutalt inddrevet af pantherrernes soldater. Selv hvis bønderne kunne betale de hårde skatter, plyndrede soldaterne civilbefolkningen og lagde deres gårde øde. Det administrative system kørte videre, der blev afholdt kongelig rettergang, og danehoffet blev indkaldt hvert år. Det var en meget urolig tid i dansk historie. I Nørrejylland drog bander på togt. Skibsfarten var udsat for piratangreb, selv i byerne kunne ingen føle sig sikker.

Valdemar Atterdag 4.

1340 - 1375

Valdemar Atterdag (Valdemar 4.) (ca. 1320 – 24. oktober 1375 på Gurre slot) søn af Christoffer 2. var konge af Danmark 1340-1375. Med hustruen Helvig havde han seks børn, men kun ét, Margrete 1., overlevede ham.

Margrete I

1375 - 1412

Margrete I (Margrete Valdemarsdatter) (marts 1353 – 28. oktober 1412[1]) var regent for Danmark (1375-1412), Norge (1388-1412) og Sverige (1389-1412). Hun er grundlæggeren af Kalmarunionen og Danmarks første kvindelige monark af gavn.

Oluf 2.

1376 - 1387

Oluf 2. (Oluf Håkonsen, norsk Olav IV Håkonsson, 1370 – 3. august 1387) var konge i Danmark fra 1376-1387 og i Norge fra 1380-1387.

Oluf 2. var søn af Valdemar Atterdags datter, Margrete 1., Da Valdemar Atterdag døde, havde han ingen overlevende sønner. Af seks børn var kun Margrete tilbage. Hun blev gift med Håkon 6. af Norge og fik sønnen Oluf. Valdemar havde lovet den svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, at dennes søn, Albrecht IV, skulle overtage den danske trone efter Valdemars død. Men hverken befolkningen eller Rigsrådet med drosten Henning Podebusk i spidsen ønskede Albrecht IV som konge. Hansestæderne var heller ikke begejstrede. Fyrstedømmerne Pommern og Sachsen-Lauenburg ønskede heller ikke en mecklenburgsk stormagt til nabo. Valget faldt i stedet på den blot 5-årige Oluf med hans mor, Margrete, som formynder. Oluf måtte underskrive en håndfæstning hvori han lovede at indkalde til danehof hvert år, samt at en del af de ejendomme, som Valdemar Atterdag havde konfiskeret, skulle tilbageleveres.

Erik af Pommern 7.

1396 - 1439

Erik af Pommern (Erik 7.), oprindeligt Bugislav (1382 i Darłowo – 1459 i Pommern), var søn af hertug Vartislav VII af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenborg-Schwerin, fostersøn og søsterbarnebarn til Margrete 1., konge af Norge 1389-1442 og af Danmark og Sverige 1396-1439.

Efter at hendes søn Oluf var død i 1387, tog Margrete Erik ind som sin fostersøn. Da enkedronningen af Norge Margrete ikke ønskede Albrecht af Mecklenburg til konge, blev Erik udråbt som konge i 1389. I 1396 blev han også hyldet som konge af Danmark og Sverige. Og den 17. juni 1397 blev Nordens kongedømme stadfæstet med indgåelse af Kalmarunionen. Selv om Erik formelt var konge, var det dog stadig Margrete, der styrede. Først da Margrete døde i 1412, blev Erik regent af gavn. I officiel korrespondance bar han titlen "Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, hertug af Pommern."

Erik fortsatte de reformer, som Valdemar Atterdag og Margrete havde foretaget. Embederne som drost og marsk blev ikke besat, men kanslerens stilling blev styrket, og titlen blev ændret fra "rigets kansler" til "kongens kansler". Erik indsatte også danske adelsmænd på slottene i Danmark.

Christoffer af Bayern 3.

1440 - 1448

Christoffer af Bayern (Christoffer 3.), (26. februar 1416 – 6. januar 1448). Han var eneste søn af pfalzgrev Johan ved Rhinen og Erik 7. af Pommern-Stolps søster, Catharina. Han var konge af Danmark 1440-1448, af Sverige 1441-1448 og af Norge 1442-1448. I sin ungdom gjorde han tjeneste under den tyske kejser. I 1437 anmodede det danske rigsråd Christoffer om at overtage den danske trone, efter at Erik af Pommern var undveget til Gotland. Christoffer indvilligede, og den 9. april 1440 blev han hyldet som konge på Viborg Landsting. I 1443 arvede han Oberpfalz-Neumarkt efter sin far.

Christian 1.

1448 - 1481

Christian 1. (februar 1426 – 21. maj 1481) var konge af Danmark 1448–1481, af Norge 1450–1481 og af Sverige 1457–1464 samt hertug af Slesvig og greve (fra 1474: hertug) af Holsten fra 1460 til 1481. Han var søn af greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedevig af Holsten, der nedstammede fra Erik Klippings datter Richiza. Han var den første konge af den oldenborgske slægt, som besteg den danske trone.

Hans af Danmark

1481 - 1513

Hans (2. februar 1455 – 20. februar 1513) var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501.

Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.

Christian 2.

1513 - 1523

Christian 2. (1. juli 1481 – 25. januar 1559[1]) var konge af Danmark og Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1521. Han var søn af Kong Hans og tilhørte den oldenborgske slægt.

Frederik 1.

1523 - 1533

Frederik 1./Frederik af Holsten (7. oktober 1471 på Haderslevhus – 10. april 1533 på Gottorp Slot[1]) var konge af Danmark og Norge fra 1523 til 1533.

Christian 3.

1536 - 1559

Christian 3. (12. august 1503 – 1. januar 1559) var konge af Danmark og Norge fra 1534 til 1559.

Han var den ældste søn af Frederik 1. og Anna af Brandenburg. Han var af den oldenborgske slægt og blev født på Gottorp Slot den 12.[1] eller 13. august 1503.

Frederik 2.

1559 - 1588

Frederik 2. (1. juli 1534 – 4. april 1588) var konge af Danmark og Norge fra 1559 til 1588 af den oldenborgske slægt.

Christian 4.

1588 - 1648

Christian 4. (12. april 1577 – 28. februar 1648[1]) var konge af Danmark og Norge fra 1588 til 1648. Han var søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg og tilhørte den oldenborgske slægt. Med en regeringstid på over 59 år har Christian 4. den længste regeringstid af alle danske konger.

Christian 4. arbejde aktivt for at styrke sit rige blandt andet ved at give gode vilkår for handelen. Militært forsøgte han at gøre Danmark til den ledende magt i Nordeuropa, men hans deltagelse i Trediveårskrigen slog helt fejl, og Sverige overtog herefter gradvist positionen som den ledende magt i Norden.

Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstår Christian 4. som en af de mest fremtrædende, populære og beundrede konger i kongerækken. Det skyldes ikke mindst, at han var særdeles aktiv som bygherre. Han grundlagde mange nye byer og fik opført en række væsentlige bygningsværker, heriblandt Tøjhuset, Rosenborg Slot, Børsen, Holmens Kirke, Nyboder og Rundetårn. Han var desuden stærkt kulturelt interesseret.

Christian giftede sig med prinsesse Anna Cathrine af Brandenburg i 1597, og efter hendes død med adelsdamen Kirsten Munk i 1615. Med sine ægtefæller og elskerinder fik han mere end 20 børn.

Frederik III

1648 - 1670

Frederik III (18. marts 1609 – 9. februar 1670[2]) var konge af Danmark-Norge fra 1648 – 1670. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: Dominus providebit (Herren være mit forsyn).

Personer

Adam af Bremen

1040 - 1081

Adam af Bremen (latin Adam Bremensis født ca. 1040 – død ca. 1081) var magister scolarum (skoleleder) ved katedralskolen i Bremen i Tyskland; han var præst, forfatter og historiker og en af de mest betydningsfulde tyske kronikører i middelalderen.

Han er berømt for sin krønike om ærkebispedømmet Hamborgs historie, Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum (De Hamburgske ærkebiskoppers store gerninger) eller Adam af Bremens krønike, som er en vigtig kilde til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074 med vigtige oplysninger om livet i Norden. Han beskrev som den første Grønland og Vinland. Desuden tegnede han et særdeles vellignende kort over Skandinavien målt i dagsrejser.

Esbern Snare

1127 - 1204

Esbern Snare (Hvide) blev født 1127 i Fjenneslev og døde 1204 på Sæbygård. Han var søn af Asser Rig (Hvide) og dennes hustru, Inger Eriksdatter.

Esbern Snare var kriger og høvding, og som bror til Absalon kæmpede han sammen med Valdemar den Store i Slaget på Grathe Hede i 1157.

Esbern Snare byggede omkring 1170 borgen Kalundborg. Omkring denne opvoksede byen af samme navn. Desuden lagde han grunden til den femtårnede kirke "Vor Frue Kirke", der blev bygget af hans børn. Esbern efterlod sig tre sønner og to døtre: Jens og Absalon, der begge døde barnløse, Niels Mule, Ingeborg og Cecilie. Hans barnebarn var Lage Gudmundsen Litle.

Absalon

1128 - 1201

Absalon (ca. 1128 i Fjenneslev – 21. marts 1201 i Sorø Kloster) var en politisk indflydelsesrig dansk biskop og ærkebiskop. Absalon var af den indflydelsesrige Hvideslægt, hans forældre var Asser Rig og Inger Eriksdatter og hans farfar var Skjalm Hvide. Han var fosterbror til Valdemar 1. den Store og bror til Esbern Snare.

Saxo Grammaticus

1160 - 1280

Saxo Grammaticus (ca. 1160 – efter 1208) var en dansk skriver og historiker fra middelalderen. Man ved så godt som intet om hans liv, men der findes et par oplysninger i hans eget værk, Gesta Danorum (Danernes bedrifter). Her nævner han selv, at både hans far og hans farfar havde tjent som krigere under kong Valdemar 1. den Store, og at han kunne ønske sig at tjene Valdemar 2. Sejr, men helst på en mere åndelig måde. Desuden ved vi fra biskop Absalons testamente, at skriveren Saxo fik eftergivet et lån. Endelig nævnes det i den ældre del af Chronica Sialandie, at han var "Saxo, cognomine Longus" (= "Saxo med tilnavnet den Lange"). Derimod er tilnavnet "grammaticus" en benævnelse, der først dukker op i Chronica Jutensis omkring år 1342, hvor også et sammendrag af Gesta Danorum, kaldet Compendium Saxonis, er inkluderet.

Han arbejdede for Absalon, selv om vi ikke kender hans præcise beskæftigelse. Men han må have været skriver. Hans elegante og klassiske latin kunne tyde på, at han har fået sin uddannelse uden for Danmark, måske i en fransk klosterskole.

Marsk Stig

Approx. 1250 - 1293

Stig Andersen (Hvide) (også kendt som Marsk Stig (? -1293)) hørte via ægteskab til den indflydelsesrige Hvideslægt. Han var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping i Fin

Sigbrit Villoms, kaldet mor Sigbrit

Approx. 1480 - 1532

Sigbrit Villoms, kaldet mor Sigbrit var mor til Dyveke, som var den danske kong Christian 2.s elskerinde. [1] Hun stammede fra Holland og flyttede til Bergen i Norge. I 1513, da Christian 2. blev konge af Danmark, flyttede hun sammen med sin datter til København.

Sigbrit var Christian 2.s højre hånd[2], og hun hjalp ham i statssager. Kongen og Sigbrit så en række muligheder på Amager, som var et stort stykke agerland tæt på København. De inviterede hollandske bønder herop for at dyrke jorden og lære danskerne om dyrkning af grøntsager. De hollandske bønders efterkommere lever i dag stadig på Amager og i Solbjerg (Frederiksberg).

Dyveke Sigbrittsdatter

1490 - 1517

Dyveke Sigbrittsdatter og kaldet Dyveke Villomsdatter (ca. 1490, Amsterdam – 21. september 1517 i København) var den danske konge Christian 2.'s elskerinde. Dyveke, hvis navn betyder "lille due", var datter af Sigbrit Villoms, også kaldet mor Sigbrit. Hun stammede fra en hollandsk familie, som flyttede til Bergen i Norge.[1]

Hun traf prins Christian ved et bal i Bergen i 1507 (eller 1509) og blev hans frille samme nat (ifølge Hans Svaning). I 1513, da Christian blev konge over Danmark, flyttede hun med moderen til København.

Hun døde under ukendte omstændigheder 1517, måske af forgiftede kirsebær. Kongen anklagede høvedsmanden på Københavns Slot, Torben Oxe, for giftmord. Han blev dømt og halshugget.

Bøger

Gesta Danorum

1185

Events

Kirker og klostre anlægges

1100

Byerne begynder at få selvstændige handlende

1150

Slaget på Grathe Hede

1157

Slaget på Grathe Hede den 23. oktober 1157 var afslutningen på en borgerkrig om kongemagten mellem Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store.

Efter at Erik Lam i 1146 nedlagde kronen og gik i kloster, blev Sven Grathe, Erik Emunes søn – konge på Sjælland og i Skåne, og Knud, kong Magnus' søn konge i Jylland.

Knud forsøgte i flere felttog at erobre Sjælland (1147 og 1150), men blev fordrevet og flygtede til Tyskland, hvor det lykkedes ham at rejse en hær.

I nærheden af Viborg i 1152 kom det til et slag ved Gedebæk. – Knud tabte og appellerede igen til den tyske konge og senere kejser, Frederik Barbarossa, der som lensherre indkaldte både Knud og Svend til en rigsdag i Merseburg, og både Svend og Knud mødte frem. Her tilkendte kejseren Svend kongetitlen, og denne svor lensed til ham. Samtidig bestemte kejseren at Svend til gengæld skulle give Sjælland til Knud som len, men dette løfte blev aldrig indfriet.[1]

I Danmark var stormændene foruroligede over den store tyske indflydelse. Valdemar, der først havde sluttet sig til Svend, der havde udnævnt ham til hertug i Slesvig, skiftede side, hvilket han beviste ved at forlove sig med Knuds halvsøster Sophie.

Både Knud og Svend blev i 1154 kongehyldet på Landstinget i Viborg.

De tre bejlere til kongemagten var blevet enige om at dele magten, så Valdemar fik Jylland, Knud øerne og Svend fik Skåne. De afholdt derefter en forsoningsfest i Roskilde den 9. august 1157, men Svend lod ifølge Saxo sine mænd overfalde de to andre konger. Knud blev dræbt, men det lykkedes Valdemar, omend såret, at flygte ved at vælte lysestagerne og forsvinde i mørket og nå til Jylland.

Valdemar fik stor tilslutning, da man hørte om Svends udåd, og han fik samlet en stor styrke. Han gik i land ved Grenå (ved Djursåens munding), og ved list og magt lykkedes det at få Svends flåde ødelagt. Svend gik til Randers, og Valdemar gik over på den anden side af Gudenåen og lod broen ødelægge.

I slutningen af september var han blevet så stærk, at han turde møde Svends hær, og 23. oktober mødtes de to hære på Grathe Hede. Kampen var kort, men voldsom, – Svend tog fejl af, hvor Valdemars hovedstyrke var placeret og opdagede for sent sin fejl, og han endte med at flygte. Han kom ud i nogle sumpe ved enden af Hauge Sø, hvorved han mistede sine våben og rustning. Han blev senere taget til fange og dræbt med et øksehug. Thor Lange har opsat et stenkors til minde om begivenheden. Mindestenen markerer samtidig stedet for "Grathe Kapel" hvor Svend Grathe menes at være begravet.

På togt mod Venden

1159 - 1169

Efter at Valdemar den Store var gået sejrrigt ud af borgerkrigen, samlede han en kreds af stormænd om sig til hjælp, rådgivning, forsvar og administration af landet. Stort set alle disse stormænd kom fra Hvideslægten. Denne forsamling endte med at blive hovedbefalingsmændene i de krige, kong Valdemar den Store besluttede at føre mod venderne. Det første togt kom af sted i 1159, skønt der var en længere række besværligheder, idet de danske landsdele indbyrdes var uenige om togtet og nægtede at arbejde sammen.

I 1160’erne blev der årligt foretaget togter mod Rügen. Nogle af disse (især de første) var meget dårligt planlagte og definerede, og mange af disse endte i en række betydningsløse kommandoraids. Forklaringen på, at de første togter var dårligt organiserede, kan være, at de udelukkende blev ført for at svække venderne. De senere var mere disciplineret udført med egentlige mål og som militære aktioner, hvilket gjorde en erobring mulig.

Omfattende bygrundlæggelser begynder

1200

Estlandstogtet og tiden derefter

1219 - 1346

Paven havde gentagne gange opfordret kong Valdemar til at drage på korstog mod de hedenske estere, og det er tænkeligt, at et togt allerede var under opsejling i 1218, hvor biskop Albert bad om hjælp. Under alle omstændigheder var togtet en realitet i sommeren 1219. Danskerhæren ankom i juni til Lyndanisse – en stor slette ved Reval i det nordlige Estland. De estiske høvdinge, som var i området, skulle umiddelbart efter landgangen have godkendt kongens krav om underkastelse og dåb, så i første omgang kom det ikke til en militær konflikt. Danskerne begyndte derfor at udbygge borgen ved Reval, i den tro at de allerede havde sejret. Imidlertid blev danskerne tidligt om morgenen på Skt. Vitus dag overrasket af et kraftigt estisk angreb. Den eneste del af den danske styrke, som kunne organisere et modangreb, blev det kontingent vendiske krigere, som var med på togtet. Deres modangreb muliggjorde dog en hurtig reorganisering af den danske hær, som derved vendte slaget til sin fordel og vandt. Det var ifølge myten på denne dag, at Dannebrog faldt ned fra himmelen, skønt ældre overleveringer peger på, at dette allerede skete i 1208 under et dansk korstog til Viljandi[1].

Danehof

1250 - 1413

Danehof var en rigsforsamling af "rigets bedste mænd", en art middelalderens parlament, som spillede en vis rolle mellem 1250 og 1413. Danehoffet rådgav kongen, beskæftigede sig med lovarbejde og var rigets højeste domstol.

Forudsætningen for danehoffet var, ligesom ved håndfæstningerne, de danske stormænds voksende magt i tiden omkring 1250. De ønskede indskrænkelser af den kongelige magt, heruder særligt på områderne lovgivning og beskatning. At kongehuset stod politisk svagt i denne periode har antagelig fremskyndet danehoffets udvikling. I 1282 havde Erik 5. Klippings lagt sig ud med adelen i en sådan grad, at han var tvunget til at acceptere en håndfæstning, der garanterede de gamle skikke og sæder, ifølge hvilke adelen havde bestemte privilegier, samt årligt at afholde "det parlament, der kaldes hof".

Der kendes overraskende lidt til detaljerne vedrørende danehoffets etablering og form, men man ved dog, at det sattes et centralt beliggende sted i riget, ofte Nyborg Slot på Fyn, men vi kender intet til valg eller procedurer i øvrigt. Medlemmerne var alene adel, gejstlige og andre stormænd. Kongen var pligtig at rådføre sig med danehoffet, før han traf større beslutninger, især sådanne som havde økonomisk karakter. I adskillige tilfælde forbigik kongerne dog danehoffet ved simpelthen at undlade at indkalde det. Da danehoffet blev formaliseret i Erik Klippings håndfæstning fra 1282, blev der opstillet mere faste regler, men i praksis blev danehoffet kun kaldt sammen ved særlige lejligheder.
De kaotiske omstændigheder i Danmark op gennem det 14. århundrede svækkede danehoffets autoritet. Det blev gradvist afløst ikke alene af den kongelige magt, men også af rigsrådet, et særligt statsråd af kongens personlige rådgivere, som undertiden øvede en betydelig indflydelse på kongen. Fra omkring 1320 blev det især rigsrådet, som sammen med kongen regerede landet og varetog rigets anliggender.

Finderup Lade

1286

Finderup Lade er kendt som stedet, hvor kong Erik Klipping (1249-1286) blev slået ihjel, ca. 37 år gammel, den 22. november 1286 (Sankt Cecilie nat). Dette er det seneste mord i Danmark på en regent eller regeringsleder.

De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286 malet af Otto Bache 1882.
Finderup er en landsby sydvest for Viborg. Kort efter drabet blev der rejst et bodskapel på stedet, hvor drabet havde fundet sted. Det er nu den mest udbredte mening, at dette bodskapel blev Finderups første kirke. I 1891 blev der på det sted, hvor drabet skulle havde fundet sted, rejst et mindekors, bekostet af digteren og rigmanden Thor Lange. Korset står på det sted, hvor Finderups oprindelige sognekirke lå. Den blev revet ned midt i 1500-tallet.

Der blev på kongens lig fundet i alt 56 stiksår, hvilket f.eks. kan tydes på den måde, at syv personer (Skänninge-annalerne) har stukket kongen hver otte gange - en gang fra hver bagmand. Kongen blev bisat i Viborg Domkirke, hvor hans nutidige grav er markeret midt i koret.

Ved Danehoffet i pinsen 1287 dømtes ni mand:

Grev Jakob af Halland
Marsk Stig Andersen
Ridder Peder Jakobsen
Ridder Peder Porse
Ridder Niels Hallandsfar
Ridder Niels Knudsen
Væbner Rane Jonsen
Væbner Aage Kakke
Væbner Arvid Bengtsen
Kun Arvid Bengtsen blev dømt for deltagelse i drabet, mens resten blev dømt for råd mod kongens liv. Straffen for alle ni var døden, som kunne afløses af fredløshed.

I Christoffer 2.s håndfæstning (1320) blev det bestemt, at de fredløse, deres arvinger og alle, hvis gods var blevet konfiskeret, skulle have deres ejendomme tilbage – et forhold, som bl.a. skal ses i relation til, at de havde støttet Christoffer mod broderen Erik Menved. Familierne havde imidlertid allerede fået godset tilbageleveret i 1295 som led i fredsslutningen med Norge.

Rigsrådet

Approx. 1300 - 1660

Rigsrådet var fra slutningen af 1200-tallet et råd af rigets stormænd, både gejstlige og adelige. Det bestod frem til enevældens indførelse i 1660. Før reformationen var der op til 30 medlemmer, i 1600-tallet kun 23. Kongen indkaldte rådet og udnævnte rigsråderne for livstid.

Magtforholdet mellem kongen og rigsrådet skiftede, og det har haft indflydelse på offentlige anliggender som lovændringer og ansættelse og afskedigelse af embedsmænd og lensmænd. Det varetog også regeringen under tronskifte, indtil en ny konge valgtes.

Håndfæstningernes tid

1320 - 1660

håndfæstning, bekræftelse af løfte ved håndslag. I bred betydning er ordet håndfæstning blevet anvendt om skriftlige forpligtelser, men i almindelig sprogbrug især om forpligtelser vedrørende regeringsudøvelsen, som en konge accepterede i forbindelse med sit valg.

I Danmark blev skriftlige valghåndfæstninger udstedt 1320-1660. Af dem udgør 1300-t.s valghåndfæstninger (1320, 1326 og 1376) en samlet gruppe; de var affattet på latin og var forhandlingsresultatet mellem kongen og en rigsforsamling.

Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/61 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.

Kalmarunionen

1397 - 1523

Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som oprettedes 1397 og varede til 1523. Unionen indbefattede områder som Finland, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Efter at Sverige forlod unionen, forblev Danmark og Norge i personalunion frem til 1814.

Unionen oprettedes ved et møde i Kalmar i 1397, da aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone Erik til konge over de tre lande. Fra mødet findes det såkaldte unionsbrev bevaret og tolkningen af dette har givet anledning til forskellige fortolkninger af begivenhedsforløbet. Uanset dette regeredes de tre riger af en fælles konge, og Erik efterfulgtes af Christoffer af Bayern. Ved dennes pludselige bortgang i januar 1448 savnedes imidlertid en given efterfølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Det kom til at vare til 1457, inden de tre riger atter blev styret af samme konge, Christian 1.. Dette blev dog kortvarigt, og efterfølgere som Hans og Christian 2. styrede kun i korte tidsrum over Sverige. I Sverige var unionen dog hele tiden et politisk alternativ frem til valget af Gustav Vasa til konge i 1523.

Sundtolden (ophæves 1857)

1429

Øresundstolden indførtes i 1429 af kong Erik 7. af Pommern. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem Helsingør og Helsingborg, skulle betale en afgift. I senere tid nærmere bestemt mellem Kronborgs flagbatteri og Helsingborgs nordligste del. Det var dengang ikke tilladt for udenlandske skibe at gå gennem Storebælt eller Lillebælt. For at styrke magten, han udøvede over Øresund, lod han bygge Malmøhus fæstning, grundlagde købstaden Landscrone (Landskrona) og gjorde København til hovedstad. Ved Helsingør lod han borgen Ørekrog eller Krogen opføre, Kronborgs forgænger, som sammen med slottet i Helsingborg, Kernen (Kärnan), overvågede tolden.

Det var ved Helsingør, de fremmede skibe måtte ligge og vente på at betale Øresundstold. Det fik en enorm økonomisk betydning for byen, og gjorde den kendt i hele Europa. Måske er det anledningen til, at William Shakespeare lod sit mest berømte drama, Hamlet, foregå i Helsingør (Elsinore).

I 1567, mens Peder Oxe var rigshofmester, blev Øresundstolden ændret til en afgift af lasten, hvilket tredoblede indtægterne. For at undgå, at skibene bare sejlede udenom, blev der nu også opkrævet told ved Storebælt og Lillebælt. Afgiften var i hele sin tid en væsentlig del af kronens indtægt, men var ilde set i de øvrige nationer. Øresundet blev det, man i moderne sprogbrug kalder geopolitisk. For de store søfarende nationer gav tolden påskud til stadig indblanding i den nordiske magtpolitik. Den kontroversielle sundtold var altid med som en faktor i krigenes årsager og forløb og de standpunkter, som stormagterne tog. Sverige var fri for Øresundstold i perioden 1658-1720.

Ribebrevet (Ribe-privilegiet eller Ribeoverenkomsten)

1460

Ribebrevet (Ribe-privilegiet eller Ribeoverenkomsten) er en håndfæstning mellem den holstenske adel og den danske konge Christian 1.. Ribebrevet blev sluttet den 5. marts 1460 i Ribe, og mistede, som enhver anden håndfæstning, sin gyldighed ved kongens død.

Den sidste slesvigske hertug og holstenske grev Adolf døde i 1459 barnløs. Slesvig var nu på mandsiden et herreløst dansk len og skulle efter tysk arvelov egentlig igen tilfalde kongeriget. Men efter dansk arvelov var også kvindesidens mænd arveberettigede. Fyrsterne af Anhalt til Bernburg, som er legitime fyrstelige arvinger efter prinsesse Sophie Abelsdatter af Sønderjylland und af Danmark (†ca. 1285) und fyrste Bernhard II. af Askanien (†1287) døde først ud med deres legitime efterkommere fyrste Bernhard VI. Heinrichssen (†ca. 1420) og fyrste Bernhard VII. Ottossen (†1468). Disse var dermed efter dansk arvelov arvinger af hertugdømmet Sønderjylland. Men dette ægteskab kom i stand 117 år før Abelslinien uddøde og blev ignoreret i 1460. Derfor valgte den holstenske adel i 1460 Adolfs ene søstersøn, den danske konge Christian 1., som hertug til Slesvig og greve til Holsten og Stormarn (imod bestemmelser i den saliske lov om arveret til len i Tyskland og constitutio valdemariana). For at sikre sig adelens støtte måtte kongen love at bevare den slesvig-holstenske adels særlige rettigheder og hertugdømmernes selvstændighed, men til gengæld kunne hertugdømmerne blive regeret af det danske kongehus. Dermed blev også Holsten de næste 400 år knyttet til det danske monarki. Kongen blev i 1474 tysk vasal i Holsten, mens Slesvig forblev et dansk len.

Københavns Universitet

1479

Det Stockholmske Blodbad

1520

Det Stockholmske Blodbad fandt sted 7.-10. november 1520 efter den danske kong Christian 2.'s erobring af Sverige. Kongen lod henrette over 82 af svensk adel, gejstlighed og borgerstand. De var hovedsageligt støtter af det svensk-nationale parti (Sture-partiet) med Sten Sture i spidsen. Dødsdommene blev afsagt ved en kirkelig skueproces. Det var muligvis ridder Claus Bille og Søren Norby, der stod for arrestationerne.

Refomation i DK

1536

Christian III gennemfører reformationen, og alt kirkegods inddrages.

Steder

Herrevad (Cistercienser)

1144

Herrevad (før 1658 dansk: Herrevad Kloster) var et kloster i Skåne beliggende ved Rönne å ca. 40 km øst for Helsingborg. Klostret blev grundlagt af ærkebiskop Eskil 1144 som Danmarks første cistercienserkloster. Det var munke fra Herrevad, som oprettede Tvis kloster ved Holstebro og Løgum Kloster i Sønderjylland.

Voer Kloster (Benediktiner)

Approx. 1172

Voer Kloster, Vorladegård sogn lå ved Gudenåen ved det nuværende Klostermølle. Klosteret der hørte under Benediktinerordenen blev grundlagt før 1172. Munkene ledte det meste af Gudenåens vand over i den 1300 m lange Klosterkanal til en vandmølle. Kanalen er stadig åens hovedløb på stedet.