0000-1063 Til og med vikingetiden

Tider

Vikingetiden

Approx. 793 - 1066

Regenter

Godfred

804 - 810

Godfred eller Gøtrik (latin: Godofridus; islandsk: Gudrød) (død 810) var dansk konge i starten af det 9. århundrede. Navnet er er en fordanskning af det latinske navn "Godofridus", som nævnes i franske annaler. Det latinske "Godofridus" er en oversættelse af det nordiske navn "Gudrød".[Kilde mangler] Oversættelsen skyldes, at den sagnfigur, som han er opkaldt efter, hedder noget forskelligt på forskellige sprog. (Henholdsvis faderen til den nordiske Sigurd Fafnersbane og Siegfrieds far i Nibelungenlied). Godfred er kendt fra de samtidige frankiske annaler, hvori han først står beskrevet i 804. Hans slægtskab med tidligere konger kendes ikke. Godfred kendes også fra Saxo Grammaticus' værk Gesta Danorum, hvor han omtales som "Gøtrik".

Hemming

810 - 812

Hemming (død 812) var dansk konge 810-812. Han var nevø af Godfred, som han efterfulgte, bror til Hakon og Angantyr og fætter eller bror til Sigfred.
I 811 – et år efter Godfreds død – blev der holdt et møde mellem Hemming og den frankiske kejser Karl den Store. Der blev det fastlagt, at grænsen mellem Danmark og Frankerriget skulle følge Ejderen[1], og der blev omsider – efter mange urolige år – fred mellem danerne og frankerne, som blev stadsfæstet med en ed. 12 danske og 12 frankiske stormænd[fodnote 1] deltog i mødet[2]. Blandt andre Hemmings brødre Angantyr (Angandeo) og Hakon (Hankwin).
Allerede et år efter mødet (efter at have siddet på tronen i to år) døde Hemming pludseligt, og der kom hurtigt borgerkrig i landet

Horik 1.

813 - 854

Horik 1., også kaldet Horik den Gamle, Horik den Ældre eller Erik (også stavet Haarik og Hårik) (latin: Hohric) (død 854), var dansk medkonge fra 813–827 og enekonge 827–854.

Det vides ikke præcist, hvor stort det danske rige var under hans regeringstid, men man kan se af de frankiske årbøger,[1] at det i hvert fald omfattede Jylland (til Ejderen), Fyn og den norske Vestfold.

De primære kilder til Horik 1.s liv er de frankiske rigsannaler og Rimberts Ansgars Levned.

Horik 2.

854 - Approx. 864

Horik 2. Barn (også stavet Haarik, Hårik) også kaldet Horik den Yngre/Unge, Horik Barn og Erik Barn (død efter 864) var dansk konge 854 – efter 864. Han var slægtning til Horik 1., som han efterfulgte. (og formentlig en efterkommer af Godfred). Der kendes ikke meget til Horiks rige og kongemagt, da den primære kilde til hans liv – Ansgars Levned – sætter mere fokus på kristendommens udbredelse end på Horik selv.

Hardeknud (Knud 1. )

917 - Approx. 936

Hardeknud (Knud 1. ) eller Hardegon var konge i dele af Danmark fra omkring 917 til et ukendt årstal. Han regerede før sønnen Gorm den Gamle som betragtes som Danmarks første officielle konge. Hans dødsår kendes ikke, men han var efter al sandsynlighed død i 936, da Gorm den Gamle var konge.

Gorm den Gamle

936 - 958

Gorm den Gamle var en dansk konge, som regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald tyder det på, at han rådede over Nørrejylland og Sønderjylland. Han nævnes i samtidige, danske kilder, herunder på de to runestene i Jelling.

Harald Blåtand

958 - 986

Harald Blåtand (Harald den Gode,[1] (gammel nordisk: Haraldr Blátönn; norsk: Harald Blåtann; svensk: Harald Blåtand; engelsk: Harald Bluetooth, født ?, død senest 987) var en søn af Gorm den Gamle og Thyra Dannebod og konge i Danmark tidligst fra 958[2] til senest 987. Hans fødeår kendes ikke. Harald Blåtand døde i Jomsborg.

Svend Tveskæg

987 - 1014

Svend Tveskæg (født ca. 960 – 3. februar 1014) var konge af Danmark 986/87- 1014 og af England 1013 – 1014.
Svend er søn af Harald Blåtand og Tove af Danmark, og er Danmarks store vikingekonge. Saxo anfører, at Svend tog magten i kamp med sin far, og at Harald faldt i et slag. Det er ikke helt sikkert, men vi ved, at Svend kom på tronen ved faderens død i 986 eller 987.

Både før og efter sin tronbestigelse foranstaltede Svend vikingetogter til England, i begyndelsen i samarbejde med den norske høvding Olav Tryggvason. Olav blev norsk konge i 995 og påbegyndte en brutal tvangskristning af nordmændene, og da han faldt i Slaget ved Svold i år 1000, blev Svend Tveskæg også Norges overherre.

Svend Tveskægs søster giftede sig med vikingehøvdingen Pallig, som senere trådte i den engelske kong Ethelreds tjeneste. I 1002 beordrede kong Ethelred alle daner og deres efterkommere i England dræbt i fortvivlelse over sin egen manglende evne til at dæmme op for de stadige vikingeangreb, og både Pallig og Svends søster Gunhild Haraldsdatter var blandt de dræbte. I 1003-1004 angreb Svend Tveskæg England og opkrævede enorme pengebeløb, den såkaldte Danegæld.

Harald 2.

1014 - 1018

Harald 2. (død 1018), søn af Svend 1. Tveskæg og konge af Danmark fra 1014-1018.

Eftertiden ved meget lidt om Svend Tveskægs søn og arving. Det skulle dog være temmelig sikkert at da Svend Tveskæg i 1013 udbød leding og stod over Nordsøen for at erobre England, gjorde han sønnen Harald til regent i sit fravær.

Ved Svend Tveskægs død i februar 1014 valgte hans mænd sønnen Knud til konge, men i Danmark kongehyldede stormændende broderen Harald. I England kaldte rigsrådet den fordrevne kong Ethelred hjem, og Knud måtte rejse til Danmark for at samle støtte. Ifølge nogle kilder anmodede han storebroderen Harald om at få del i styret af Danmark, men Harald skal have afvist ham. Han skal dog have lovet Knud militær støtte og hjælp til at tilbageerobre England, som åbenbart blev opfattet som Svend Tveskægs arv til sønnen Knud. Muligvis var det Svend Tveskægs intention at Danmark skulle have én konge, Harald, og England en anden, Knud, således at de begge kunne bruge hele deres energi på ét rige.

Vi ved ikke meget andet om Harald II end at han døde i 1018, hvorefter danskerne tog broderen Knud til konge, vistnok i 1019.

Knud den Store Knud 2.

1018 - 1035

Knud den Store Knud 2. (ca. 995, 12. november 1035 i Shaftesbury[1]) var en søn af Svend Tveskæg. Han var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-35. Gift med Ælfgifu og Emma af Normandiet, med hvem han fik fire børn. Han var som konge af tre riger en mægtig mand i datidens Danmark og det har givet ham tilnavnet Den Store.

Svend Knutsson (norsk styre)

1030 - 1035

Svend Knutsson eller norsk Svein Alfivason (ca. 1016 – 1035) regerede Norge fra ca. 1030 til 1035 i sin fars (Knud den Store) navn. Det var med sin mor Ælfgifu (i Norge også kaldet Alfifa) som formynder og egentlig magthaver. Ælfgifu og Svend var dog yderst forhadt i Norge, og de måtte søge til Danmark efter støtte. Et oprør umiddelbart efter Knud den Stores død førte til fornyet norsk selvstændighed. Svend døde kort tid efter sin far, mens hans mor rejste til England for at støtte sin anden søn, Svends storebror Harald Harefod, i kampen om kongemagten.

Magnus den Gode

1035 - 1047

Magnus den Gode (1024–25. oktober 1047[1]) var konge af Norge fra 1035–1047 og af Danmark 1042–1047. Han var frillesøn af den norske konge Olav den Hellige. 1028-1035 var han i landflygtighed, men efter Knud den Stores død blev han kaldt hjem og kåret til konge af de norske høvdinge, der havde fået nok af danskerstyre. Efter Hardeknuds død i 1042 kåredes han til dansk konge, selv om Svend Estridsen i hast var sejlet til Danmark for at gøre krav på tronen. Svend var søn af Estrid, Knud den Stores søster. Der var store uroligheder syd for den danske grænse, og i 1043 besejrede Magnus venderne i slaget på Lyrskov Hede, hvor omkring 15.000 vendere menes at have mistet livet. Det var vistnok den sejr, der sikrede ham tilnavnet "den Gode".

Svend Estridsen (Svend 2.)

1047 - 1076

Svend Estridsen (Svend 2.) (ca. 1019 – 28. april 1074 i Søderup, Sønderjylland) – i samtiden også kaldet Svend den Yngre[1] – var konge af Danmark fra 1047 til sin død.

Personer

Ansgar

801 - 865

Munken Ansgar (801, i Amiens-865, i Bremen), Nordens Apostel var en tysk benediktinermunk som forsøgte at gøre danerne kristne, ved at døbe en dansk eksilkonge.

Hans biografi, Vita Ansgarii, er skrevet af Rimbert, hans efterfølger som ærkebiskop. Han var missionær og fra 849 ærkebiskop af Hamborg-Bremen, et ærkestift som på den tid omfattede Norden. Han blev senere helgenkåret.

I bisperollen blev han en værdsat rådgiver for kong Horik 1. Han havde tidligere, sammen med munken Aubert, forsøgt en mission i Danmark under kong Harald Klak, men de blev hurtigt fordrevet og rejste år 829 til Birka i Sverige. Der oprettedes en menighed med Birkas høvedsmand Hergeir som leder, og Ansgar regnes også som grundlæggeren af den svenske kirke. Han kom tilbage til Birka i begyndelsen af 850'erne.

Munken Ansgar fik omkring år 848 af kong Horik tilladelse til at bygge den første danske kirke i Hedeby og udførte her den første kristne mission i Danmark [1]. Den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget i Ribe. Ca. 855 fik Ansgar en grund i Ribe af den danske kong Horik. Højst sandsynligt lå den første kirke i Danmark på Ribelund bag Ribe Station, hvor arkæologerne har fundet kristne gravpladser fra ca. 900. (De døde blev begravet, så de så mod øst, når de stod op fra de døde, og der medgaves dem ingen gravgaver.)

Ansgar døde som ærkebisp i Bremen i 865. I Hamburg og Ribe står der en statue af Ansgar, og i Birka et stenkors til minde om ham.

Adam af Bremen

1040 - 1081

Adam af Bremen (latin Adam Bremensis født ca. 1040 – død ca. 1081) var magister scolarum (skoleleder) ved katedralskolen i Bremen i Tyskland; han var præst, forfatter og historiker og en af de mest betydningsfulde tyske kronikører i middelalderen.

Han er berømt for sin krønike om ærkebispedømmet Hamborgs historie, Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum (De Hamburgske ærkebiskoppers store gerninger) eller Adam af Bremens krønike, som er en vigtig kilde til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074 med vigtige oplysninger om livet i Norden. Han beskrev som den første Grønland og Vinland. Desuden tegnede han et særdeles vellignende kort over Skandinavien målt i dagsrejser.

Events

Danerne optræder første gang

Approx. 500

Danerne var den betegnelse, indbyggerne i og grundlæggerne af Dania, senere Danmark fik ældre europæiske kilder. Navnet optræder først fra 500-tallet, men optræder fra dette tidspunkt forholdsvis hyppigt.

Adskillige nyere tyske kilder angiver, at danerne var en folkegruppe, der oprindelig boede i det nuværende Sydsverige (Det kan i den sammenhæng anmærkes, at Skånelandene var del af det danske kerneområde til 1645/1658) [2][3]. De indvandrede i 500-tallet til de i dag østdanske øer. Først omkring år 1000 lykkedes det Gorm den Gamle at samle danernes erobringer. Det er muligvis denne samling, der er markeret med Jellingstenen. Disse angivelser stemmer overens med franske optegnelser om danernes (kong Gudfreds) ankomst til Hedeby (i dag Slesvig) år 804.[4][5]

Wulfstan af Hedeby til Truso

880

Wulfstan af Hedeby (Hæðum, latin Haithabu, Heidiba) var en rejsende og handlende i slutningen af 800-tallet.

I følge Orosius rejste Wulfstan fra Hedeby til Truso i 880. Han mødte mange folk på sine rejser, bl.a. danskere – og han kan have været en af de første personer som anvendte ordet "Danmark" (eller "Danemark") i sin beskrivelse.

Trelleborgene bygges

980

Vandringer

Anglerne (folkeslag)

200 - 400

Af større betydning er dog udvandringen mellem cirka 200 og 400 til det centrale og nordlige England og East Anglia. Denne migration førte til at deres nye hjemland blev opkaldt efter dem, og herfra stammer navnet England. Et af den moderne verdens hovedsprog har altså sit navn fra Angler og Angel. De fik i det nye land selskab af jyder og saksere. I begyndelsen var der krig mellem anglere og saksere, som ikke kunne udstå synet af den anden. Senere fandt de dog sammen. Britannien havde indtil da været en romersk provins, men den var blevet opgivet som følge af romernes vanskeligheder med at holde sammen på riget i folkevandringstiden. Anglerne og sakserne blev egentlig tilkaldt som lejesoldater i de konflikter, der udspillede sig mellem de keltiske stammer efter romernes rømning, men de satte sig efterfølgende fast i landet og fortrængte kelterne til Wales og Cornwall. Anglernes område blev mellem 300 og 500 underlagt danerne.

Sakserne (folkeslag)

Approx. 500

Sakserne var et folkeslag fra det nuværende Niedersachsen og Holsten. Sammen med angler og jyder bosatte de sig i det 5. århundrede i Britannien, der ikke længere var en romersk provins. Anglerne og sakserne grundlagde en række kongedømmer, der bestod som jarledømmer efter normannernes invasion under Vilhelm Erobreren i 1066. Det kan ses af, at engelsk hedder saesneg (egentlig: saksisk) på walisisk, som er den sidste rest af keltisk.

Steder

Dannevirke

Approx. 500

Dannevirke (på dansk også Danevirke, norrønt: Danavirki, gammeldansk: danæwirchi, tysk: Danewerk – betyder altsammen Danernes værk) er et system af danske fortifikationer i Sydslesvig i nutidens Slesvig-Holsten. Denne lineære, defensive jordvold blev konstrueret tværs over den jyske halvøs smalleste sted under vikingetiden. Den blev sidste gang brugt til forsvarsformål under 2. Slesvigske Krig i 1864.

Ribe anlægges

704 - 710

Ribe er en købstad i Sydvestjylland og var tidligere formelt en del af de sønderjyske enklaver som tilhørte kongeriget. Byen har 8.126 indbyggere (2015)[1], hører til Esbjerg Kommune og er beliggende i Region Syddanmark. Ribe er Danmarks ældste by [2]. Den ligger i et fladt marskområde ikke langt fra Vesterhavet og har gennem historien været præget af oversvømmelser. Ribe Å slynger sig igennem byen, videre over marsken og ud i Vadehavet ved Kammerslusen.

Hedeby anlægges

808

Hedeby (på norrønt: Heiðabýr, nutidens marknavn er Haddeby, på tysk bruges Haithabu) lå inderst i Slien ved Haddeby Nor på den jyske halvøs smalleste sted. Byen var en af Danmarks første byer og blev i løbet af vikingetiden Nordens mest centrale og markante handelsby med Østersøen som det dominerende kontaktområde. I 804 omtales byen for første gang i skriftlige kilder.

Bøger